Mette Frederiksen er ikke feminist!

– og Kvindernes Internationale Kampdag er ikke kun for danskere

mette f

KVINFOs 8. marts-arrangement giver taletid til statsminister Mette Frederiksen. Men Mette Frederiksen – og enhver repræsentant for den danske regering – har intet at gøre på scenen til Kvindernes Internationale Kampdag!

De sidste fem måneder har Mette Frederiksen ignoreret, at:

  • Mere end 8.000 kvinder er blevet dræbt i Gaza.
  • Kvinder i Gaza hver dag er vidner til, at deres børn bliver dræbt af israelske bombardementer.
  • Kvinder i Gaza ser deres børn sulte ihjel, fordi Israel blokerer for adgang til mad.
  • Fødende kvinder får kejsersnit uden bedøvelse.
  • Kvinder og piger bliver lemlæstet af bomber, og læger må amputere uden bedøvelse.
  • Kvinder og piger bliver hjemløse, fordi deres hjem ødelægges af Israels hær i Gaza, eller de fordrives af ulovlige bosættelser på Vestbredden.
  • Kvinder og piger udsættes for fysisk vold og seksuelle overgreb af den israelske hær.
  • Kvinder og piger nægtes adgang til sanitet, hygiejnebind og andre nødvendigheder.

Israel står anklaget for folkedrab ved Den Internationale Domstol. Retten fandt den 26. januar det “sandsynligt”, at der er tale om et folkedrab mod palæstinenserne.

Retten pålagde Israel at standse drab på palæstinensere og tillade mad og nødhjælp ind i Gazastriben – Israel har ikke efterlevet noget af dette.

Vi er vidne til, at en befolkning på over 2 millioner mennesker udryddes, mens Israels allierede i USA og EU vender det blinde øje til.

Danmark har ikke kun ansvar for manglende handling. Danmark er medskyldig:

Mette Frederiksen tillader dansk eksport af militært udstyr, der bruges af Israels hær. Flere danske virksomheder tjener millioner på militært udstyr og teknologi til besættelsesmagten.

Den danske våbenfabrikant TERMA producerer blandt andet mere end 80 missionkritiske dele til de F-35-kampfly, der bomber civile i Gaza.

Den danske regering med Mette Frederiksen i spidsen er medskyldig i, at 2,3 millioner mennesker – inklusiv en million kvinder og piger – bliver udsat for de værst tænkelige lidelser i Palæstina.

Mette Frederiksen skal ikke have taletid til et ligestillings-arrangement. Hun skal holdes til ansvar. Skriv under på borgerforslaget Danmark har pligt til at forhindre folkedrab, deltag i demonstrationer for at lægge pres på regeringen, eller send Mette en mail på stm@stm.dk.

Ingen er frie før alle er frie!

Kilder: Dagbladet Information, Danwatch, UN Women, EuroMed Rights, Human Rights Watch, Amnesty International

Scroll to Top